|
22-25/11 2015: Flyvetur fra Istanbul til Aberdeen.
| Vi(CHC) havde en opgave i Baku der bestod af et flare tip skifte på en platfom. Vi havde et crew der fløj ned og et andet crew der stod klar til at foretage skiftet dernede. Da de var færdige tog jeg og en kollega ned og mødte dem i Istanbul hvor vi overtog EC225'eren G-OAGC og skulle bringe den tilbage til Aberdeen i Skotland.
Vi havde en lang dag foran os fra Aberdeen om søndagen. Med en del forsinkelser undervejs nåede vi frem omkring 22.00 tiden lokal tid. Jeg havde været syg indtil en uges tid før afgang og ville ikke risikere at blive smittet af alle de hostende og spyttende passagerer der befandt sig på flyet, så jeg dækkede mit ansigt halvt med et tørklæde der lignede et PLO tørklæde og havde nok fået tilranet mig selv noget uønsket opmærksomhed - ihvertfald blev jeg hevet til side af politiet inden jeg skulle igennem paskontrollen. Han spurgte om hvad jeg skulle i landet og hvor længe jeg blev. Jeg tror ikke det hjalp på hans mistænksomhed at jeg sagde jeg skulle flyve en helikopter ud af landet den næste dag! Jeg havde heldigvis mit pilot ID fra Storbrittanien med mig og langt om længe lod han mig gå. Det var først bagefter det gik op for mig at mit valg af medbragt tørklæde nok ikke var det bedste at have med ned i det område - ups!
Vi mødte det andet crew på hotellet og fik en briefing og alt udstyret overbragt. Vi skulle tidligt i gang næste morgen, så det var med at komme i seng.
Det er ikke så lige til at komme Airside i Europa, man skal stadig igennem sikkerhedskontrollen og vise pas selvom man skal flyve sin egen maskine. Så det tog godt 1 time før vi kom ud til GC efter at have været forbi et kontor hvor vi kunne sende vores flight plan. Der er endnu ikke rygeforbud i Tyrkiet så vi var ved at gå til i røg! Vi havde en speciel guide tildelt til at følge os over alt fordi vi ikke måtte blive efterladt på egen hånd.
Endelig startede vi op og kom afsted. Da ruten er ny skulle vi inden hver tur taste den ind på FMS'en - vi blev hurtigere og hurtigere til det efterhånden. Vi startede på batteriet hver dag, på grund af mangel på en GPU. Det giver visse udfordringer i forhold til opstart - det skal gå stærkt og alt hvad der kan slukkes, som eksempelvis skærme, skal slukkes, ellers drænes batteriet og vi ville ikke have nok til at starte første motor. Men alt bliver rutine og det gik fint.
Istanbul er vanvittigt travlt og controllerne tror deres engelske er bedre jo hurtigere de taler - det er så ikke tilfældet! Det sammen med accenten gjorde det til en kæmpe udfordring! Det føltes som om vi havde talt med 100 forskellige frekvenser da vi nåede 1000 fod, hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet, men det var meget travlt!
Vi fortsatte op til 10.000 fod - meget højt for en helikopter! Men sikken udsigt! Vi blev ledt på en lang tur ind på finalen i Athen da de ikke er vant til langsomme helikoptere - men vi kom da ind.
Vores mellemlanding var lidt besværlig fordi der er langt til kontoret hvor vi kan klare diverse fornødenheder og sende flight plan. Vi måtte i bil rundt til de forskellige steder. De var meget flinke og hjælpsomme, men stadig bøvlet. Det er een ting de er bedre til i USA - alle private flyvninger bliver serviceret af en FBO, der tager sig af alt. Det kunne vi godt lære noget af i Europa.
Vi fik en fin frokost boks med til os hver. Vi havde en mekaniker med på turen som tog sig af pre-flights og eventuelle tekniske problemer. Heldigvis var der ikke større problemer end at vi kunne fortsætte hjemad uden de store forsinkelser.
Vi havde 7 'legs', alle med meget forskellige udfordringer. Nogle gange var vi VFR, men for det meste IFR. Det er nemmere på den måde. En VFR tur kræver at man selv undgår diverse luftrum og restriktionszoner, hvilket kan være umuligt til tider.
En enkelt gang måtte vi aflyse vores IFR plan og skifte til VFR fordi vi begyndte at opsamle is. Det blev for koldt og samtidigt kunne vi ikke holde os ude af skyerne i den højde vi havde fået tildelt. Dette var på turen fra Athen til Brindisi. Man skal virkelig tænke sig om når man har bjerge under sig! Heldigvis kunne vi flyve ned og holde os langs kysten. Controllerne er ikke glade for at give clearance til at flyve under den tildelte højde netop på grund af bjergene. Hvis ikke vi havde en virkelig god grund ville de ikke give os tilladelse.
I Brindisi oplevede jeg det værste regnskyl jeg nogensinde har set tror jeg. Vi blev GENNEMBLØDTE på den korte gåtur fra restauranten til hotellet. Der lå i nærheden af 10 cm vand der skyllede ned af gaderne.
Dag 1 hed Istanbul-Athen-Brindisi. Dag 2 hed Brindisi-Olbia-Clermont. Olbia var helt sikkert vores mest imponerende mellemlanding. Det var den lækreste terminal, tydeligvis gearet til meget prominente gæster. Frokosten var himmelsk(typisk italiensk) og servicen var i top. Prisen var så også derefter - så er det man er glad for man ikke selv skal betale!
På vej Nordpå op mod Frankrig var det tydeligt at det blev koldere og jorden var efterhånden dækket med sne. I Clermont parkerede vi sammen med de store drenge. Men vi måtte blive ved helikopteren indtil vi blev hentet af sikkerhedsmæssige årsager. Desværre var dette stop ikke så fedt, fordi vi ikke kunne fransk og de ikke kunne engelsk. Det hjalp heller ikke at englænderne og franskmændene elsker at hade hinanden! Således blev vi efterladt temmelig længe udenfor i frysende temperaturer og regn og slud!
På dag 3 oplevede jeg min største fadæse. Dag 3 blev til Clermont-Lydd- Norwich-Aberdeen. På grund af det intense og hårde arbejde overså jeg at den første planlagte tur var for lang. Og vi måtte lægge alle planer om og finde ny lufthavn at flyve ind i England hvor vi skulle tjekkes i paskontrollen. Meget lærerig oplevelse, jeg ikke sådan glemmer. I det hele taget lærer man sindsygt meget om sin egen profession på sådan en tur. Selv min kollega, der har årevis af erfaring lærte nye ting hver dag.
På turen fra Clermont til Lydd blev det seriøst koldt! Vi måtte holde en vis højde på grund af luftrum og bjerge og desværre var varmen gået i stykker. Tilsidst frøs jeg så meget at jeg havde svært ved at tænke. Jeg skulle også på toilet, så det var lidt af en kamp...! Stoppet i Lydd var derfor en velsignelse. Kaffen jeg fik der blev nydt til det yderste!
Hver eneste mellemlanding tog mellem 1-1 1/2 time, det var umuligt at gøre det hurtigere. Efterhånden som vi nåede nord på blev man lidt deprimeret, fordi denne fantastiske tur snart var slut.
Jeg havde ventet på at få lov i flere år og til allersidst blev den udsat 1 måned, hvilket betød at der var alvorlig risiko for at det ville kollidere med mine forældres besøg i starten af december. Spændingen, forventningens glæde og nervøsiteten var derfor på det højeste. Heldigvis gik alt op i en højere enhed!
Jeg var både mega spændt og nervøs inden turen, fordi det var ukendt grund og hvordan ville det gå osv. Det var SÅ god en tur. Vi kom alle 3 rigtigt godt ud af det med hinanden. At være væk fra basen og at skulle løse alle opståede problemer selv gør det bare til en hel unik oplevelse som den daglige trummerum slet ikke kan stå mål med - selvom landing på en platform er spændende nok! ;)
Jeg er ihvertfald klar igen hvis muligheden opstår!
|
Vi tager afsted fra Aberdeen, på vej ned for at hente helikopteren i Istanbul. | 
Dette er lige inden vi tager afsted fra Istanbul. Næste stop Athen. Det var fedt at se G-OAGC igen da vi ankom. | 
Lige før departure fra Istanbul. Da vi nåede 1000 fod føltes det som om vi allerede havde talt på 6-7 forskellige frekvenser, så hektisk var det. | 
10.000 fod i helikopter er ikke noget man oplever hver dag! | 
Den gamle lufthavn i Athen. Kan du få øje på de fly der aldrig nåede ud før lukningen? | 
Så er vi nået til Brindisi i Italien, vores første overnatning. Her er vi ved at gøre GC klar til natten. | 
På finalen til Olbia lufthavn. | 
Et meget rigt og smukt område på Sardinien. | 
Olbias VIP terminal. Vi følte os som hjemløse, så fornemt var det! | 
Air side i Olbia. | 
Som vi bevæger os længere nord på op igennem Frankrig, bliver det også koldere. Her er vi på vej til Clermont. | 
Her er vi i Clermont, ved siden af de store fly :) | 
Alt for meget tid til pjat! ;) | 
Her er vi på vej op ad kysten fra Lydd til Norwich. | 
På kanten af regn og regnbuer. |
|
