Velkommen - Sponsorer - Gæstebog - Fakta - Dagbog - Galleri - Links
Side designet af Net For Dig - Vi gør det Ne(m)t for dig

1/9 2008: Nicaragua, del 2.

På vores tur gennem hovedstaden Managua gik det for første gang op for os hvor fattige de er - jeg må blankt erkende at jeg aldrig før har været så tæt på så meget fattigdom...andet end min tv-skærm... Nicaragua er det fattigste land i Sydamerika efter Haiti. De fleste boede i små blikhytter - formentlig uden vand og elektricitet. Det var en meget forunderlig konstellation, idet der indimellem disse blikhytter eller ihvertfald faldefærdige murstensbygninger, kunne være splinternye forretninger, der solgte dyre biler..!

Pga. den politiske situation (historien vidner om konstante gentagelser; ledere, der stjæler hvad der retteligt tilhører befolkningen. Den nutidige præsident, Ortega, skulle eftersigende tjene mere hvert år end den (berygtede) præsident Bush.), har alle, især de unge, en mening om politik. De udtrykker sig meget passioneret på diverse husmure. En anden meget forunderlig betragtning vi gjorde os, er den måde de klæder sig på - selv de fattige gadesælgere er klædt forholdsvis elegante og er rene, og stort set alle kvinder bærer makeup. Hvis man satte dem i et andet noget rigere miljø ville man ikke ane hvor de var fra.

Vi naaede at se Leon og Granada foer vi satte kurs vest paa. Granada er det mest turistede sted i landet og alt er lige en tand dyrere. Her klatrede vi op og stod ansigt til ansigt med en vulkan, hvilket er en kempe oplevelse! Pga. modsigende oplysninger om deres bustider, missede vi en bus et par gange og maatte sidde og vente adskillige timer eller springe over noget af det vi havde planlagt - proev ikke at klare et 3. verdens land paa 10 dage! Da vi endlig naaede El Rama, en lille beskidt fiskerby ved vejs ende maatte vi igen smage fattigdommen; naar man ikke har en hel masse midler at goere med maa man spare paa dem... Vi skulle sejle fra El Rama via en flod til Bluefields (der gaar ingen veje) og vi fik at vide at de sejler hver time...ihvertfald hvis baaden er fuld! Vi ankom til baaden kl 8.00 om morgenen og tog foerst afsted kl 16.00 da de havde samlet 22 styk! Vi missede dermed det fly vi skulle have veret med videre til Corn Island. Paa det tidspunkt var vores taalmodighed ved at loebe ud, men hvad kan man goere...?! Vi naaede langt om lenge til Bluefields, en gammel pirat by - det lignede stadig et gemmested for pirater, med krogede gader hvor alle taxier var af Hyundai Atoz slagsen - tror de opkoebte dem alle, da jeg aldrig har set dem nogen andre steder... ENDLIG naaede vi lufthavnen og det var lidt spendende om vi overhovedet kunne komme med da vi jo ikke naaede det dagen foer og ikke kunne faa fat paa dem over telefonen. Heldigvis godkendte de vores billetter - det hele foregik jo paa gebrokkent spansk og med fagter. Flyet var en lille Cessna Canvas og vi skulle selvfoelgelig helt op foran saa vi kunne se hvad der foregik. Een af de ting der chokerede mig i Managua lufthavn var manglen paa udstyr, saa jeg var meget spændt paa hvad der ventede os i en lille lufthavn som Bluefields...