Velkommen - Sponsorer - Gæstebog - Fakta - Dagbog - Galleri - Links
Side designet af Net For Dig - Vi gør det Ne(m)t for dig

20/11 2005: Ny bil

Jeg har købt ny bil idag, en Subaru Legacy stationcar 4WD, og den er grøn. Parret der solgte den havde rejst 2 måneder på Sydøen og knap 20 dage på Nordøen. De købte den i Christchurch for 4000 nz$ på et tidspunkt hvor ingen andre skulle bruge en bil, altså uden for sæson. De regnede derfor med at tjene på den. Desværre for dem havde de fejlberegnet tiden det ville tage at sælge den, derfor blev de tilsidst tvunget til at sælge den til langt under indkøbspris. De skulle nemlig flyve dagen efter; jeg fik den for 2000 nz$. Om jeg har gjort en god handel vil vise sig når bilen er solgt og regnskabet er gjort op. Jeg fik lavet et "mechanical check" og de sagde det var en god handel. Så jeg er blevet bilejer og har kørt i venstre side af vejen for første gang på en og samme dag. Spændende.

Jeg havde faktisk først forelsket mig i en anden bil, en Nissan sportsgear(ved ikke hvad den rigtig hedder) også 4WD (ja jeg er til off-road), og jeg mener virkelig forelsket. Den skulle koste 3300 nz$ og jeg havde nok købt den (selvom jeg kunne høre min far sige at jeg var godt dum, at sætte så meget i en bil) hvis ikke det var fordi den på testturen lugtede fælt ud af udstødningen og lavede underlige lyde. Jeg ved ikke så meget om biler, men det vidste jeg var noget skidt. Jeg kunne godt have givet den en chance mere i et "mechanical check", men det koster 145nz$ hver gang, så det gider man heller ikke gøre for tit! Jeg havde også kig på en Nissan Bluebird - ja det hele er Japansk hernede - men en skæv dør i førersiden vidnede om et tidligere liv som stjålet bil og Guderne må vide hvad den er blevet udsat for i den tid, så det virkede lidt for risikabelt. Det var også en fyr af typen "special prrrice for you my frrriend", der solgte den. Nu er det jo ren og skær fordom der rammer mig, men den sad bare... Der var biler for en hver smag og pengepung, men efter den skuffende tur i min "drømmebil" virkede det hele lidt ligegyldigt. Min Irske medstuderende, som havde været så elskværdig at tage med mig, sagde at jeg jo altid kunne komme tilbage næste søndag. Og det kunne jeg så blive ved med for evigt! Så fandme nej, jeg skulle bare have en bil med mig derfra. Jeg var godt træt af ikke at kunne gøre noget som helst på egen hånd og offentlig transport er så godt som ikke-eksisterende hernede. Myndighederne kører kampagner for at få befolkningen til at tage bussen, det gør de sjovt nok ikke idet der ikke er nogen at tage! Der kører en bus hver anden time fra forstad til centrum, på den måde kommer man rigtig langt omkring meget hurtigt! Næ, New Zealænderne har svoret deres kærlighed til bilen og det er faktisk et voksende problem - som i alle andre storbyer selvfølgelig. Der var tilbage i tredserne planer om at bygge en undergrundsbane, men man vurderede dengang projektet til at blive for dyrt og desuden ville Auckland sikkert heller ikke vokse ret meget mere..jeg tror de har fortrudt den beslutning rigtig mange gange siden. Det er i hvertfald ikke blevet billigere at berige byen med undergrundstrafik i nutidens valuta! Nå tilbage til bilmarkedet, da vi så godt som havde opgivet ævred faldt vi over en bil med et skilt i forruden påtegnet "leaving the country - need to sell this car". Den var faldet 1500 nz$ siden markedet startede og så er vi tilbage ved begyndelsen; jeg er blevet bilejer idag. De var meget kede af at måtte sælge den så billigt, behøver jeg sige at det var jeg ikke.   

Det er vel det man ville kalde en fuldendt dag, men selv sådan nogle varer ikke ved. Da jeg kom hjem kom Carmen med een af de der ting man bare ikke gider høre; jeg har åbenbart misforstået den med telefonen. Alle indenlandske opkald var på hendes regning, resten skulle jeg selv betale. Det havde jeg bare ikke forstået da jeg flyttede ind og hun fortalte mig alle de formelle ting. Jeg føler mig ligesom i filmen "Lost in Translation", at skulle agere på et fremmed sprog giver altså nogle begynderknubs! Jeg havde selv stillet spørgsmål ved det tidligere, fordi jeg ikke kunne forstå hvis hun ville betale for mine opkald hjem, men da hun ikke sagde noget, tænkte jeg at det måtte hun da også selvom. Jeg foreslog hende at købe et kort jeg kunne ringe på, men hun reagerede ikke på det. Havde jeg vidst jeg skulle betale, havde jeg anskaffet mig kortet for længe siden! Og jeg som troede at telefonen var med i lejen, overraskelserne omkring den leje vil bare ingen ende tage, det bliver hele tiden dyrere og dyrere at bo her, så nu flytter jeg sgu - og jeg har det ikke længere dårligt med det! Jeg skal bare have det sagt.. 

Nu har jeg i det mindste de fleste praktiske ting på plads, mangler bare et job, og mon jeg så ikke kan begynde at koncentere mig om det jeg egentlig er her for; at blive helikopterpilot!