Idag havde jeg igen en hel masse irriterende praktisk at ordne, som nyt kontokort, kaldet eftpos i NZ,  hæve kontanter til bilkøbet imorgen, den meget søde kassedame fortalte at jeg kunne få forsikring gennem banken, det ville da være dejligt nemt, og så fik jeg vasket tøj, og nå ja så skal jeg da også lige læse lidt i mine bøger..

Vi spiste hos carmens mor og papfar, enormt søde og meget kiwiagtige, de var meget bekymrede for mit forestående bilkøb, tror jeg bliver snydt, og så det faktum at mine forældre kun er her 11 dage. Jeg skyndte mig hjem og ringe om ikke de kunne komme længere for folk griner af mig.. Sandelig om ikke de også ringede med en ny kode til telefonen og det virker - endlig! Et problem mindre.

Pga. de nye oplysninger jeg har fået om skolen i USA og om hvor svært det egentlig bliver at få job i Europa med kun 150 timer, hvis jeg tager CPL her, ved jeg ikke noget som helst. Det er pludselig mange nye beslutninger. Jeg troede jeg vidste hvordan det næste år ville se ud, men ved et vindpust har alt ændret sig. Jeg sagde da jeg tog afsted at jeg kun vidste at jeg havde en billet til nz, resten var stadig en overraskelse, og det skal jeg da lige love for. Havde ærlig talt ikke selv troet at tingene kunne ændre sig så dramatisk. Det er sådan at denne branche er meget ugennemsigtig og man får hele tiden ny info, som man bare må tage stilling til hen ad vejen. Når jeg ikke tidligere har undersøgt USA, skyldes det at jeg har et meget ambivalent forhold til det land, politisk og kulturelt, men jeg har vel ikke rigtigt råd til at være kræsen på dette stadie.. Når det skal være er det nok også lidt pirrende måske ved selvsyn at skulle opleve monsteret, der har så stor og afgørende indflydelse på resten af verden, både kulturelt og politisk. Om vi vil det eller ej, eller for den sags skyld vil være ved det.. Guds eget land! Jeg har luftet ideen for dem derhjemme, min mor tog det meget roligt. Hendes eneste kommentar var faktisk at hun har lært at tage een dag ad gangen med mig, fordi man aldrig kan vide sig sikker. Men ellers tror jeg egentlig de bakker mig op, når bare min beslutning er velovervejet. Jeg bliver nogen gange helt bekymret for mig selv og min faren omkring, mon jeg nogensinde finder ro i sindet og kan slappe af.. Jeg tænker af og til "hvad er det du har gang i"? Det bliver en svær "rejse". Jeg er også det sidste stykke tid blevet overfaldet af belastende tanker om hvad jeg egenlig har lavet de sidste 10 år, hvor er de år blevet af?! Har jeg spildt tiden?! Men når alt kommer til alt har mit liv formet sig efter beslutninger taget i nuet og som syntes rigtige på det tidspunkt, så jeg må bare acceptere det som det ser ud. Og som min mor sagde "det liv du har levet, har gjort dig til det dejlige menneske du er idag". Tak mor :) Jeg syntes bare slet ikke jeg har tid nok. Der er så meget jeg gerne vil nå..   

Imorgen prøver jeg så igen lykken som bilkøber, håber det lykkes denne gang. Så ser jeg hvad morgendagen bringer af nye store beslutninger der skal tages. Hvis jeg vælger at tage hjem før tid og til USA i to år kommer jeg til at undvære hestene så længe og det ved jeg ikke om jeg kan..Min søster skulle komme til næste sommer, men det bliver heller ikke til noget så. Der er meget der taler for og imod og jeg er virkelig i vildrede lige nu.