Velkommen - Sponsorer - Gæstebog - Fakta - Dagbog - Galleri - Links
Side designet af Net For Dig - Vi gør det Ne(m)t for dig

14/11 2005: Turen

Uanset hvorfor man rejser ud, er det altid svært at sige farvel. Jeg efterlader to heste og selvfølgelig familien. Heldigvis kommer mine forældre en måned efter mig, men dyrene, resten af familien og vennerne ser jeg formentlig først om et år. Det er et underligt tidsrum at skulle forholde sig til og jeg har da heller ikke rigtig fattet det endnu.

Tirsdag d. 8/11 2005 er dagen jeg skal afsted, jeg rejser fra Kastrup lufthavn og tager toget fra Kolding. Min mor og min søster følger mig til toget. Min far sagde jeg farvel til tirsdag morgen kl 04.30, da han skulle til Hannover på messe. Jeg gav ham et søvndrukkent knus og lagde mig til at sove igen, bare glad for at jeg kunne sove videre. Min anden søster sagde jeg farvel til allerede søndag, hun bor på institution i Nord Jylland, men det er en helt anden historie. Hun var fuldstændig knust over at skulle undvære mig i et år. Selv græd jeg ikke de store tårer, men det kom! Gråden lurede hele tiden under overfladen, men det blev først alvorligt da jeg skulle afsted.

På toget. Det første jeg opdager da jeg sidder på toget er at jeg er kommet afsted uden et eneste tlf.nr. Jeg skiftede telefon inden jeg skulle afsted og glemte i skyndingen at kopiere numrene til simkortet. Bugger! Nå det går jo nok alt sammen.

De af mine venner, der ikke deltog i farvelfesten( jeg har boet i København i 3 år, det efterlader en spredt vennekreds), kom ud i lufthavnen for at sige farvel. Det sværeste farvel, var da den sidst tilbageblevne af mine venner fulgte mig til røntgenscenariet for der at efterlade mig palle alene i verden. Nu var der kun mig.

Forsinkelser, forsinkelser og atter forsinkelser var kodeordet for denne tur. Det første der mødte mig da jeg ankom til lufthavnen var en forsinkelse på over to timer. Ok, så skulle jeg jo også vente det mindre i Tokyo, troede jeg da.. Tre timer senere end ventet forlod vi Kastrup, nu var jeg endlig på vej. I flyveren var der diverse underholdningstilbud af mere eller mindre brugbar karakter. På forunderlig vis gik de 10½ time alligevel og jeg landede lettere ør i Tokyo. Nu var det jo jeg troede jeg kun skulle vente 5 timer, men ak og ve, det første der møder mig da jeg kommer af flyveren er en flok Japanere med oplysningen om hvor jeg skal gå hen at få mit boardingpas, fint nok. Efter at have passeret en lang gang på et rullende gulv og inden jeg ser nogen skranke, der skal give mig mit boardingpas, bliver jeg mødt af en hel flok Japanske piger, jeese, hvor mange skal der til for at fortælle mig at mit fly er TRE TIMER FORSINKET og give mig en madkupon?! De viser mig hvor jeg nu skal gå hen for at komme gennem tolden. Jeg kommer igennem, dog først efter at have smidt sko, bælte og en hel masse andet besværligt. Jeg kommer op i afgangshallen og leder stadig efter stedet hvor jeg skal have mit boardingpas, efter et stykke tids vandring frem og tilbage giver jeg op og spørger i informationen, "jamen det skulle jeg da have gjort før jeg gik gennem tolden.."(!) Nå! Ned igen, gennem tolden fra den forkerte side, hen at have billetten, smid tøjet, gennem tolden, og nu var jeg klar til at....vente i 8 timer.. Da jeg fik boardingpasset, spurgte jeg også om pladsen jeg havde fået tildelt var over vingen (det hindrer udsynet en del, at sidde lige præcis der..). Simpelt spørgsmål skulle man tro, men efter diverse opkald i et kvarter har jeg mine tvivl. Men hjælpsomme er de, det skal de have. Helt ærligt kunne de ikke bare have haft een til at fortælle mig de ting og så lade være at give mig modsvarende oplysninger om hvor jeg skulle gå hen! Nu opfatter jeg mig selv som forholdsvis intelligent, men det her kunne jeg åbenbart ikke finde ud af.

Under de 8 timers venten, er det jeg begår den fatale fejl at drikke vandet i lufthavnen, konsekvenserne kom i rigelige mængder senere.. Da jeg skal ombord på flyet, viser det sig at det slet ikke er et boardingpas jeg har fået, så det ville de lige lave til mig, ok, hvad fanden skulle jeg så lede efter den skide skranke efter og hvad var det så jeg havde fået?! Nå , men god service og søde stewardesser var der masser af på flyet og nu følte jeg endlig jeg var på vej mod New zealand. Alt gik godt lige indtil mit tarmsystem kræver at jeg render i rutefart mellem mit sæde og toilettet..resten er historie.. 

Men hvad kan jeg nu slutte efter alt det her, jo, er du gal der er mange Japanere i Japan.. og så lige een ting til; der er f.... langt til New Zealand hvis man kun har en uge til rådighed! Selv med dagens teknologiske muligheder er det et projekt, der kræver overvejelse før man kaster sig ud i det.