Hvis du drømmer om at flyve, eller du måske endda har taget beslutningen, så er du mere end velkommen til at sende mig en mail - anjameriksen@hotmail.com. Der er næsten lige så mange måder at gribe det an på, som der er piloter. Det vigtige er at du indhenter info og finder ud af hvad der er bedst for dig.
Jeg går i det følgende ud fra at du allerede har taget beslutningen, du ved at det lige præcis er det du vil. For at nå til den beslutning er det en god idé at tage en prøvetime. Find ud af om du føler det samme "bag rattet". Jeg siger det, fordi mange end ikke har siddet på bagsædet af en helikopter før de tager springet og det kan ende i en temmelig tam affære. Jeg kender til elever, der stopper midtvejs fordi de indser at det ikke er noget for dem. Det kan selvfølgelig ske selvom du tager en prøvetime, men risikoen, alt andet lige, er mindre.
Jeg vil også slå fast at vejen til et liv som respekteret helikopter pilot kan være lang og kringlet. Den behøver ikke være det, nogle farer lige igennem og kan slet ikke genkende problemerne, men det kommer meget an på om du er færdig på det rette tidspunkt og kan hoppe direkte ud i et godt job. Husk også at det bestemt ikke er noget du skal gøre for pengene, man bliver ikke rig af den karriere! Det er dyrt at tage uddannelsen og lønnen er forholdsvis lav sammenlignet med andre professioner. Kort sagt, det skal næsten være et kald for dig. Det kommer også meget an på din personlighed, om du er en god ansat. Sidst, men selvfølgelig vigtigst, om du er en god pilot (der er mange sider af den sag).
Det er også en meget god idé at gøre op med dig selv om det skal være for sjovt, altså "bare" et privat certifikat eller det skal være din karriere. Research er vejen frem og helikopterpilot.dk er et godt sted at starte. Et forum for piloter, hvor man hjælper hinanden med alt mellem himmel og jord relateret til flyvning.
Jeg tog en bachelor og var ude at rejse før jeg gik i gang og det tror jeg var en meget god beslutning. Jeg havde ikke lyst til at stifte den form for gæld som 20 årig, vurderede også at jeg ville være bedre hjulpet hvis jeg havde prøvet andre ting først. Livserfaring er en god resourse i den branche, men det betyder bestemt ikke at man ikke kan starte som 18-19 årig. Det skal dog siges at mange virksomheder gerne ser, at man har en grad i et eller andet (jeg har selv en bachelor i økonomi), samt er lidt ældre, netop fordi man sidder med så stort et ansvar som pilot.
Når alt det er sagt, er det en rigtig spændende verden. Så hvis du ved, det er det du vil, kan jeg kun sige "Spring ud i det"!
Jeg håber dette vil være en hjælp på vejen:
1) At blive helikopterpilot kræver først og fremmest at man har den økonomiske baggrund iorden.
Efter 9/11 har bankerne lukket kassen i for alt med lyst til luft under vingerne. Det er derfor en udfordring alene at skaffe kapital til et projekt, der nærmer sig millionen inden man er færdig. Det er måske nok i overkanten, men overdrivelse fremmer forståelsen!
Jeg finansierede projektet med en kassekredit, et privat lån, hjælp fra mine forældre (den næsten uundgåelige) og hårdt arbejde!
2) Få din medical. Der er ingen grund til at spendere alle de penge hvis du ikke kan bestå den fysiske prøve og dermed få noget ud af din investering. Den indledende fysiske prøve kan fåes på Flyver Medicinsk på Rigshospitalet og koster mellem 5-6000,- kr (for Klasse 1, kun nødvendigt hvis man går den professionelle vej - Klasse 2 kan opnåes hos enhver flyvegodkendt læge, og er en del billigere). Derefter koster den omkring 1000,- kr. at forny hvert år. Fornyelsen behøver ikke ske på Rigshospitalet.
Selvom du vælger at tage til udlandet, er det stadig en god idé at tage prøven i DK, i hvertfald hvis du ved med sikkerhed, at du vil tilbage og flyve en dag. Der stilles nemlig meget højere krav i JAA-land (Europa/DK) end noget andet sted i verden.
3) Det næste du skal tage stilling til, er hvor du vil gøre det og det er her det bliver indviklet.
Jeg er selv gået udlandsvejen og det er der mange argumenter for og imod. Har man familie kræver det selvfølgelig ekstra overvejelse. Jeg havde planlagt at læse i Danmark, men endte med at tage til New Zealand og derefter USA. Når jeg planlagde at læse i DK, var det selvfølgelig fordi det var det mest sikre, desuden kunne jeg derved opbygge et solidt dansk netværk af piloter. Jeg kan ikke påstå, jeg vidste det ville gå den vej, men jeg løb ind i personer hen ad vejen, som gav adgang til ny information.
Af forskellige årsager havde jeg i forvejen bestemt mig for at USA ikke var noget for mig, selvom jeg godt vidste mange tog derover. Jeg undersøgte derfor aldrig den mulighed til bunds; en noget naiv indstilling kan man måske godt argumentere, set i bakspejlet.
Jeg skulle som sagt starte i DK, indtil jeg stødte ind i en Australier, der gjorde mig opmærksom på prisen på uddannnelsen uden for DK's grænser. Af den årsag og flere andre, endte jeg i New Zealand, en beslutning jeg aldrig har fortrudt. Meget bedre start på karrieren findes ikke! Det gav mig en undskyldning for at rejse og på det tidspunkt var det meningen jeg ville blive og arbejde. Der er dog en del ekstra arbejde forbundet med at tage til udlandet; nu skal man til at have et visum og bruge tid på alt hvad det indebærer. Desuden får man ikke en krone i SU, medmindre uddannelsen er godkendt og kan benyttes direkte i DK. Det kunne jeg ikke uden først at konvertere til JAA(Joint Aviation Authorities - hele Europa), altså har jeg måttet klare mig med andre midler. Nu kommer der også en flybillet oven i omkostningerne, men jeg beregnede, at det alligevel var billigere. New Zealand hører under CAA(Civil Aviation Authorities), det tidligere UK CAA, hvilket stort set gav mig ret til et Britisk certifikat også.
Da jeg endlig nåede til NZ, fandt jeg ud af at det måske ikke var helt så let at få job, pga. immigrations vanskeligheder - som ethvert andet land ansætter de selvfølgelig deres egne først. Desuden blev alle lån til et certifikat gjort rentefri, hvilket gav rat og kravl mulighed for at tage uddannelsen = min chance for at få job var nu minimal. Disse oplysninger vil en skole selvfølgelig ikke ud med på forhånd, da det mindsker chancen for at man kommer, så det finder man først ud af undervejs(det med renten skete dog mens jeg var der). Jeg fik nu også ny info; der var et boom af internationale elever på samme tid jeg var der, hvor af to Irer allerede var skrevet op til en plads på det der dengang hed HAI, nu Bristow Academy, i USA. Da jeg ikke selv havde undersøgt sagen nærmere, var jeg nu lutter øren. De fortalte, at i USA var der rimelige chancer for et job som instruktør og det var ret billigt at tage det professionelle program. Bl.a. fordi der kun kræves 200 timer for en ny instruktør i forhold til 300 timer i NZ og Canada. Jeg besluttede derfor at ændre retning(på trods af min modvilje mod USA), istedet for at blive i NZ, ville jeg tage hjem efter at have opnået mit PPL og gøre det færdigt hos HAI. Jeg blev skrevet op og foretog alt det nødvendige for at opnå visa. Jeg gjorde det færdigt, byggede timer som instruktør og er nu ved slutningen af mine 2 år i Florida, klar til næste udfordring - igen en meget individuel sag alt efter hvad man har smag for. Mange indleder deres professionelle karriere som Off Shore piloter.
Nu kan jeg så se tilbage og vurdere hvad jeg ville gøre anderledes, samt hvad jeg kan anbefale andre at gøre:
Beslutningen om at tage udenlands har jeg aldrig fortrudt, man opbygger alligevel gode netværk. Specielt hvis man ikke har planer om at returnere til DK med det samme, men gerne vil arbejde i udlandet. Det giver et nyt perspektiv at rejse ud. Det er uden tvivl mere besværligt, men jeg syntes det var det værd.
Gør du som jeg: Du behøver ikke tage dit PPL i NZ, man kan også tage til Australien, Afrika, Canada eller bare andre lande i EU. Jeg kan ikke udtale mig om det danske system da jeg ingen erfaring har med det. Med et ICAO PPL, som bliver valideret til et FAA(Federal Aviation Authorities) PPL i USA, har man et lille forspring i forhold til dem, der tager hele uddannelsen i USA. Vælger man f. eks. Bristow(de og Hillsboro Aviation er de eneste, der kan udstede et J1), får man et 2 års J1 visum, som giver ret til at læse og efterfølgende få job som trainee (instruktør). Nogle har været heldige at starte på et M1 visum(kun træning), hvilket føjer 3 måneder til opholdet; jeg kender til dem der kom på et M1 visum og fik PPL(på en anden skole i USA), for derefter at vende tilbage og færdiggøre på et J1 visum hos Bristow. Har også hørt at nogle ikke fik et J1 efter M1 og måtte opgive at gøre det færdigt i USA. Alt sammen bygger på tilfældigheder og held. Der er en grænse for hvor mange timer man må have (hvor mange ved jeg ikke) og aldrig mere end et PPL for at få et J1 visum.
En anden mulighed er at tage den integrerede JAA/FAA uddannelse hos Bristow Academy, enten med eller uden et ICAO PPL fra et andet land. Man får et lille forspring i forhold til de andre på holdet, men hvis ikke ret meget. Dette er den løsning jeg ville have valgt, hvis jeg kunne gøre tingene om - PPL fra NZ (eller andet sted - dog udenfor USA) og derefter den integrerede JAA/FAA hos Bristow (jeg kunne også bare sige Bristow fra start til slut, men når jeg ville vælge at gøre det på denne måde, er det fordi jeg syntes det er en styrke, at få input flere steder fra og ikke bare et sted som f.eks. Bristow). Den uddannelse giver ret til at tage SU med, hvilket vel er en kæmpe fordel. Man kan også få et SU stipendie. Bristow Academy er den største helikopterskole i USA, ja faktisk i hele verden. De er store og der er travlt, men de har et godt renomme. Der er en lang venteliste på FAA uddannelsen og rigtig lang på JAA uddannelsen, specielt efter Bristow Group købte dem og lige nu, fordi der er stor mangel på piloter. En måde at omgåes den lange ventetid, ville være at skrive sig op til een af de to (jeg ville som sagt tage JAA) og imellemtiden få sit PPL et andet sted. Det kan umiddelbart lyde dyrere at gå JAA vejen til at begynde med, men i sidste ende bliver det nok det samme. Jeg skal til at begynde min JAA ATPL(H) lang distance konvertering nu og det kommer til at koste mig næsten lige så meget, som hvis jeg havde valgt den integrerede JAA. Desuden skal man overveje om man har det bedst i et klasseværelse eller man foretrækker selvstudiet - hvilket kræver stor selvdisciplin, altså den integrerede sammenlignet med den modulbaserede.
Jeg tager min konvertering med captonline.com og Bristow Academy, men der findes også andre, bl.a. Bristol og Oxford. Man læser selv og skal så bestå 14 eksamener. Derefter skal man bestå et LST (licensed skill test) og det kan tage alt mellem 5 og 30 timer at blive klar - alt efter hvor god man er. Det kan gøres i Europa, men også hos Bristow Academy, hvilket er min plan.
Man kan selvfølgelig også vælge at tage hele forløbet i de førnævnte lande og konvertere til JAA på den baggrund, hvis man altså vil tilbage til Europa - at arbejde alle andre steder kræver et visum, hvilket nogle gifter sig til eller de opnår Greencard (for USA), men det er de færreste der er så heldige, så med mindre du er en af dem, er det nok sikrest at satse på et job i Europa. Det kan også foreslåes, at starte med et flycertifikat for at spare lidt penge - det er billigere at tage certifikat til fly, men i sidste ende sparer man måske ikke noget; det kan være sværere at vende sig til en helikopter bagefter og derfor ender man måske alligevel med det samme antal timer, som hvis man ikke havde taget flycertifikatet. Jeg har haft flere elever med flycertifikat, der ville konvertere og de fleste (men ikke alle) havde enormt svært ved at vende sig til helikopteren, dvs. skille sig af med muscle-memory funktionerne fra fly. Jeg har netop føjet et flycertifikat til samlingen, altså vendt det om. Det var planen fra jeg ankom, fordi det aldrig bliver billigere eller nemmere. Det bliver nok kun til privatbrug, men det er rart at have i baghånden.
Der er sikkert mange ting jeg ikke har nævnt og efter at have læst dette, er der nok 1000 flere spørgsmål, men jeg håber alligevel det er en hjælp på vejen og at det ikke forvirrer mere end det gavner. Jeg undersøgte op og ned for at finde ud af hvad der var bedst, men endte alligevel med at ændre kurs flere gange, det er nok desværre uundgåeligt.
Hvad man vælger at kaste sig ud i efter endt uddannelse, bør også være en del af overvejelserne til hvor man vælger at læse. Drømmer man om at flyve i bjergene, er Florida nok ikke stedet, det er nemlig fladt som en pandekage! Det betyder ikke, at det ikke kan lade sig gøre alligevel - at skifte fra fladland til højland, men bare så man forstår at der er forskel. Det kan også være jobønskerne ændrer sig undervejs. Der er meget at overveje, det bedste er nok at holde øjne og ører åbne og være klar til at skifte kurs hvis en ny mulighed viser sig. Min oprindelige plan var at samle timer ved at instruere og så få job et sted uden for Europa (Nigeria, Australien, Mellem Østen), så jeg kunne arbejde, mens jeg konverterede og ikke skulle sidde stille i de 6 måneder det tager at konvertere. Men desværre fik jeg ikke samlet timer nok til at kunne goere det paa den maade, saa nu tager jeg de 6 maaneder ud og faar JAA ATPL(H) eksamenerne overstaaet. Derefter kan alt ske...
Tilsidst et par råd på vejen: Husk at alle udvikler sig med forskellig hastighed, de der har let ved det i starten er ikke nødvendigvis dem der ender som de bedste. Udviklingsgraferne er forskellige, men ender somregel det samme sted. Alt efter om man har det i sig eller ej - nogle må desværre indse at de ikke har det og opgive - jeg har været vidne til flere tilfælde. Men lad dig endlig ikke slå ud før du er startet, der skal knofedt til! Der er tider hvor du har glemt hvorfor det lige var, at du ville være pilot, fordi det tager længere tid, koster mere end beregnet og kan være ufatteligt hårdt og frustrerende, men det bliver bedre, så husk at nyde det undervejs.
Held og lykke! Det er det hele værd, når du når det :)
|